søndag den 13. december 2009

Fradrivning med Zanto og Cody

I dag har jeg været på Tuse næs hos Charlotte og træne med mine hunde. Det var primært fradrivningen der skulle trænes på. Cody har stadig lidt for meget fart på i starten, men det er da blevet bedre. Han har nogle gode udløb, og afstanden svarer til en klasse 2. Jeg er begyndt at bruge fløjte, men havde desværre glemt den .
Zanto fik også lov at fradrive. Han gør det nu godt. Han er styrbar, men skal sætte farten ned. Det arbejde vi på. Lidt mere selvstændighed skal han have. Men jeg kan ikke forlange efter 7 år DcH træning, som indebærer, at han skal være opmærksom på mig, at han så er 100% fokuseret på fårene i drivningen. Men han bliver bedre og bedre.
Marie Louise og Cooper kom også lige forbi Næsset. Han er blevet god til at lytte til Marie Louise, og han udvikler sig hele tiden.
En dejlig formiddag.

søndag den 6. december 2009

Juleafslutning i DcH Holbæk

I dag søndag den 6. december, afholdt DcH Holbæk Juleafslutning. Der var rigtig mange medlemmer, der var mødt op til dette arrangement. Det var super. Der var planlagt med lidt sjove konkurrencer. Hundeførerne blev inddelt i hold, og skulle så rundt til 5 forskellige øvelser. Øvelse 1 var et pakkefeltsøg. Der var udlagt små julepakker med hundekiks, i
et afmærket felt. Jeg tror alle hunde fandt en lille pakke. Den strenge men retfærdige dommer var Kim Olin. Øvelse 2 var lineføring. Det var mig der havde den opgave, at skulle dømme den. Her måtte man bruge guffer til hunden, hvis man altså havde husket dem. Men man måtte ikke gå med sin egen hund. Der blev byttet lidt rundt på hund og ejer, og så blev der ellers arbejdet på, at få kontakt til den "nye" hund. En rigtig sjov øvelse hvor nogle af hundeførerne, kom på en stor opgave. (Henrik - ja, små hunde har også tænder.) Vores tredje dommer var Leif Jørgensen. Det var indkald, hvor hunden skulle løbe igennem et felt med guffer i. Der var vist et par hunde, der lige nåede at få et par hundeguffer med i farten. Keld Schrøder havde opsat en bane til Rally. Denne øvelse var lidt tidskrævende, men sjov at udføre lydighed på en anderledes måde. Agility blev styret af Anne Marie. Her var der mange dygtige og hurtige hunde. Det gav varmen til de fleste hundeførere. Efter et par timer var konkurrencen afviklet, og vi kunne gå ind i varmen i klubhuset, hvor der var dækket en dejligt julebord. Der var gløgg og æbleskiver til alle, og de 3 vinderhold blev fundet. Der var fine gaver, som var sponsoreret af Grizzly Pet Products ApS og Dechra Veterinary Products og Jane Popp Madsen
DcH Holbæk takker for sponsergaverne. På billederne kan man se vinderne med deres sponserpræmier. Der var salg af lodder til Amerikans lotteri. Her var der ligeledes fine sponserpræmier, som KOMMUNEKRAM stod for. 1000 tak for det. Der blev uddelt vin til alle de hjælpere, som gav en stor hånd ved DGI stævnet i Holbæk. Jeg vil tro, at hjælperne tjente ca, 18.000,- ind til klubben. STOR tak til dem. Trænerne fik en dejlig jakke, som tak for deres indsats i klubben, og tilsidst blev der delt flids og procent pokaler ud for året 2009. En rigtig dejlig juleafslutning i DcH Holbæk.

mandag den 30. november 2009

Cody kigger på får

Cody står her klar til at hyrde. Der er ikke noget der går hans "øje" forbi.

mandag den 23. november 2009

Kursus i Eftersøgningstjenesten

Her i weekenden har jeg været på uddannelse i Eftersøgningstjenesten. Der var tilmeldt 18 hundeførere fra kreds 5 og 6. Vi mødtes kl. 8.00 lørdag i Knabstruphallen, hvor Peder Søndergaard, som er den ansvarlige for Eftersøgningstjenesten bød velkommen. Peder fortalte om Eftersøgningstjenestens opstart, og om hvor mange medlemmer den nu bestod af, og fordelingen i kredsene. Derefter en kort præsentation af deltagerne. Hvilken DcH klasse vi var placeret i, hvilke opgaver vi havde haft i Eftersøgningstjenesten, og hvilken DcH afdeling vi kom fra. Efter frokost var det så John Bermann, Politisk formand i DcH, der fortalte om håndtering af kunder, kommunikation, empati og interviewteknik. Det var ret interessant. Det var så blevet tjenestehundefører Poul Bechs tur til at fortælle om ID-fært, søg, arbejdsmetoder, markering, genstande og variation i træningen. Jeg måtte desværre gå glip af de sidste par timers undervisning samt fællesspisningen, da jeg skulle på aftenarbejde. Næste dag mødtes alle i DcH Holbæks klubhus. Dagen skulle gå med praktiske opgaver. Jane, Henrik Popp-Madsen og jeg havde om fredagen fået instrukser om, at lave 18 felter (ca. 40 x 50 skridt) som alle var markeret med flag. De blev placeret i skovområde og i åbent terræn. Det fyldte jo en del med alle de felter. Men heldigvis er fælleden stor, så der også var plads til alle vores lokale hold, der kom for at træne om søndagen. Det er dejligt når der gives plads for hinanden. Vores formand Mette havde lørdag morgen, været i Knabstruphallen og afhente diverse genstande til felterne. Der skulle placeres 3 stk i hver felt ca. 24 timer før, vi skulle ankomme til stedet. Jane og Henrik påtog sig denne opgave. Nogle ting var nedgravet, andre var placeret 10 - 15 cm over jorden, og andre lå gemt på jorden. Jane og Henrik havde lavet koordineringsskema til alle felterne. Det var et fantastisk flot og tidskrævende stykke arbejde, de havde lavet der. 1000 tak for det. Da alle hundene var ankommet, blev vi delt i 2 hold. Poul instruerede hold 1 og Peder hold 2. Derefter gik vi sammen med hundene op til skoven, hvor vi 2 og 2 skulle løse opgaven i felterne. Zanto og jeg arbejdede sammen Johnny fra Herfølge og hans hund Mads. Vi fik hurtigt organiserede os, og hundene arbejdede godt sammen uden at forstyrer hinanden. Zanto fandt et ur "Rolex", som hang 10 cm oppe på en gren. Johnnys hund fandt et par briller og en mobil der var nedgravet. Det var bare super. Vi fik den erfaring, at der hvor genstandene var nedgravet, havde mange af hundene problemer. Det var ikke noget de havde prøvet før. Det var blevet frokosttid og Mette havde lavet en dejlig frokost til os alle. Derefter skulle holdene igen i aktion. Denne gang var det på åbne græs arealer. Vi fik os en ny samarbejdspartner, og denne gang skulle jeg i feltet med Linda fra Næsteved og hendes Schæferhund. Man bliver jo glad, når ens hund finder de udlagte genstande. Men det er utroligt vigtigt, at hundeførerne får lavet en god strategi, og at hundene kan koncentrerer sig, når de arbejder sammen. Det var en rigtig god weekend og meget lærerig og den blev rundet af med en evaluering af forløbet. Vi fik meget ros for vores forarbejde til denne kursusweekend, og underviserne fik ligeledes feed back fra kursisterne. Der vil i det nye år bliver arrangeret træning for Eftersøgningsholdet, og det vil jeg glæde mig meget til.

fredag den 20. november 2009

Kursus i Eftersøgningstjenesten i weekenden

Eftersøgningstjenesten afholder kursus her i weekenden. Vi bliver undervist af en tjenestehundefører fra Aalborg politi. Det bliver teori om lørdagen, og praktiske opgaver søndag. Zanto bliver trænet meget i frit søg. Han skal finde meget små ting, og ligeledes ting der har ligget på jorden i flere dage. Det har meget stor betydning for søget.

torsdag den 19. november 2009

Foredrag i DcH om kamphunde og narkohunde

Onsdag den 18.11 2009 kl. 19.00 blev der afholdt foredrag om hunde på den Private Skole i Holbæk. Det var DcH Holbæk der havde arrangeret Peter Knudsen, formand for DcH Helsingør, som arbejder i lufthavnen med sin narkohund, og Torben Elmedal som er formand for Dansk Hunderegister og kredsformand i Dyrenes Beskyttelse - hundesagkyndig med speciale i kamphunde, samt mangeårig kredsinstruktør og dommer i DcH.
Der var ca. 50 tilhørere, som kom fra hele Sjælland.
Peter startede med at fortælle om hans job, og det at træne en hvalp op til narkohund. Han kom ind på bl.a. disse emner.·
· Hvordan vælger vi hunde · Hvordan begynder vi træningen · Hvad skal hundene finde Det var meget interessant, og vi fik også set Peters hund arbejde.
Efter en kort pause kom Torben Elmedal på¨talerstolen." Han kom ind på
· Hvad er en kamphund? · Kan man finde en definition på en muskelhund eller er det bare et modeudtryk · Hvad forstår vi ved farlige hunde?
Et meget interessant emne, som er oppe i tiden. Det var til slut givet plads til, at folk kunne stille spørgsmål.
Vi rundede af kl. 22.00 og vores indtryk var, at alle havde haft en rigtig god og lærerig aften.

søndag den 15. november 2009

Nordisk Mesterskab i Dogdancing

Stort tillykke til det Danske landshold der vandt HTM. Det var super godt gået. Læs mere om det på Emmys side. http://www.hazyland.dk/homepage/artikler/nm-2009/nm2009.html