fredag den 19. februar 2010

En træningsdag med drengene

Fredagen har stået i træningens tegn. Først træning i lydighed med Cody sammen med Charlotte og Scoop. Denne gang var der ikke så meget snuseri fra Codys side af. Han er virkelig "på" i øvelserne. Det er super. Men vi skal arbejde lidt med fælles øvelserne. De skal bare være på plads. Vi skal til en LP 3 i marts måned. Det glæder jeg mig til.

På en af vores marker, er sneen ikke særlig høj. Der kan jeg træne med fårene og mine hunde. Det er meget mine kommandoer til Cody og Zanto, der skal adlydes på sekundet, jeg arbejder med. Farten skal sættes lidt ned ved fradrivning samt diameteren ind til fårene skal holdes i away og come bye, når hunden arbejder tæt på fårene. Jeg er begyndt at bruge fløjte til Cody. Det fungerer rigtig godt. Han arbejder også med at hente fårene ud fra stalden. Det tager han mere roligt nu.

Zanto har lavet eftersøgning og frit søg. Forskellige ting er blevet gemt i sneen og placeret i træer og buske. Rigtig god træning, men sværhedsgraden stiger betydeligt når tingene gemmes i sneen. Bagefter lavede vi lidt hyrdetræning. Deling på fårene går rigtig godt. Jeg viser, hvor han skal dele flokken, og Zanto gør det ganske fint. Zanto tager fint mine kommandoer, men han kunne nu godt blive mere selvstændig på fårene. Men det er helt sikkert 7 års massivt lydighedstræning, der påvirker det.

Jeg skulle ellers have trænet med pigerne fra klubben her til aften, men det var jeg desværre forhindret i. Jeg er helt sikker på, at Cody var klar til endnu en omgang træning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar