Lykkelig afslutning på en gammel Eftersøgningsopgave

Den 16 november sidste år, blev jeg kontaktet af en dame, hvis to får,  på det tidspunkt, havde været væk i en måneds tid. De var lokaliseret i et bestemt område, men ejeren kunne ikke komme tæt nok på dem, og få dem indfanget. Jeg kørte dengang derud med Zanto og Cody, som skulle samarbejde i denne her opgave vi var sat på. Zanto skulle lokalisere dem og Cody skulle drive dem hjem. Men vi fandt dem desværre ikke. Læs evt. på min blog under
http://gyldenkaernebc.blogspot.com/2011/11/eftersgning-af-far-zanto-og-cody-i.html
 
http://gyldenkaernebc.blogspot.com/2011/11/eftersgning-af-far-zanto-og-cody-i_18.html
 
Jeg aftalte dengang med ejeren af fårene, at hun var velkommen til at kontakte mig igen, hvis de dukkede op igen.
Der er nu gået et halvt år, og jeg blev så ringet op af ejeren igen forleden dag. Nu var fårene lokaliseret nede ved stranden, og om jeg ville hjælpe dem igen. Hun fortale mig, at mange havde set de to små sorte får igennem hele vinteren. Men ingen kunne indfange dem. Nu var hun blevet kontaktet af en forvalter, som havde sagt, at hvis hun ikke fik dem indfanget, ville man skyde dem p.g.a. at de er klovdyr, og man var bange for smitte.
Jeg aftalte at komme onsdag, og at jeg ville tage en "hyrdeveninde"  og hendes Border collie med som hjælper. Jeg var sikker på, at opgaven ikke var helt nem, og at fårene sikkert var lettere vilde. Jeg valgte derfor kun at tage Cody med, af mine egne hunde, som er en super god hyrdehund og den mest erfarne. Min venindes hund Bell, var ligeledes en  god rutinerede hyrdehund.
Vi ankom kl. 16.00  og fik anvist stranden. Og jeg må sige det ikke just lignede sandstranden, som jeg tager til, når badedragten skal luftes. Nej - stranden som stort set kun bestod af sten i ALLE størrelse, lå mange meter neden for vores fødder. Vi stod på en stor skrænt, som førte ned til vandet. Vi fik halede os derned, og udpeget hvor fårene sidst var blevet set. Ca. 1,5 km ude af stranden. Der lå så en meget stor plastiktønde,som blev vores pejlemærke. Vi valgte at køre langs vejen, så vi kunne komme på den anden siden tønden, således at fårene kom i den rigtige retning, hvis vi nu skulle støde på dem. Da vi ankom til  stranden igen, var jeg godt klar over, ar vi var LANGT hjemmefra udgangspunktet. Men det var det eneste sted vi kunne komme ned til vandet fra. Bell lånte Zantos vest og jeg havde en ekstra til Cody. Vi fordelte os sådan, at en gik oppe på skrænten og en langs med stranden. Skrænten ned til vandet, var kun farbar få steder for mennesker. Den der gik på skrænten, som også grænsede op til diverse marker, havde  selvfølgelig hunden i snor der. Vi ville ikke risikere noget som helst. Hunden der gik på stranden var løs. Hvis fårene var i området, håbede vi på, at de var på stranden eller på skrænterne. Da det var temmelig anstrengende at gå i stenene  samt at  forcerer de store sten, ja så byttede vi på et tidspunkt, så jeg gik på stranden med Cody. Efter ca. 2 km balancegang råber Charlotte, at hun har set  fårene løbe ned af skrænten, og ned på stranden. Lige det vi havde håbet på. Så gik Cody og jeg i pæn afstand og drev dem langs med stranden. Og der var stor afstand til dem, for ikke at skræmme dem. Charlotte gik på toppen med Bell, og det var fårene helt klar over. De kiggede ofte derop. Og hvis ikke de havde gået deroppe, var fårene helt sikkert løbet op af skrænten. Jeg vil tro vi gik 4 - 5 km langs med stranden. Det fortæller mine fødder mig :). Ja så kom vi til den vanskelige del. Enten skulle de drives op af skrænten, og håbe på vi kunne styrer dem via hundene, så de ikke løb ind i skoven igen eller måske kunne vi få fat på dem, da der var sat et lille net ud ved stranden.  Charlotte var også gået ned på stranden, og havde placeret sig med Bel, så fårene ikke løb for langt. Fårene kunne  nu kun vælge at komme op af skrænten eller gå i vandet. Jeg dækkede Cody af og kunne komme så tæt på vædderen, at jeg kunne få fat i hans horn, og derved holde ham fast. Fåret  valgte at løbe forbi Bell, men  blev hurtigt indhentet og på vej tilbage løb hun i vandet. Kom heldigvis ind igen på stranden, hvor vi fik fart hende. Her fik vi så assistance, så vi kunne få fårene op af skrænten. Jeg havde fat i vædderen og da han vil stange ud efter en af hundene, ramte han desværre mit ben. Heldigvis var han  ikke så stor. Så han fik mig ikke ned af skrænten :)
Men ejeren var lykkelig for, at få sine to dejlige får hjem igen.  Og Charlotte og jeg samt vores hunde, havde haft et par spændende timer og ikke mindst god motion.    

Her er de to små søde får, som har været hjemmefra i et halv år

Her står Charlotte Lyngholm med hyrdehundene Bell  og  Cody . Mor og datter var lykkelige over, at deres dyr var hjemme igen.